Få gode idéer til familievenlige efterårsaktiviteter, der foregår under åben himmel. Vi har samlet 5 børnevenlige bud på, hvordan hele familien får frisk luft i efterårsferien. 

Planetstier: Gå på opdagelse i solsystemet

Planetstier er stier, der kombinerer en kortere eller længere vandrerute med en tur rundt i solsystemet. Der findes planetstier over hele Danmark, som på hver deres måde illustrerer planeterne og deres plads i solsystemet. Der vil som udgangspunkt også være informationstavler, så det er muligt at lære noget om de forskellige planeter undervejs.

Det er en oplagt måde at få børn til at bevæge bentøjet, mens de voksne får glæde af, at planetstierne ligger i smukke omgivelser. Og mon ikke, at både børn og voksne har mulighed for at blive klogere undervejs på ruten. Alleud.dk har lavet en fin oversigt over planetstier i Danmark.

Naturlegeplads: Motorik, sansning, leg og læring

Naturlegepladser er legepladser, hvor naturen på den ene eller anden måde er inddraget i udformningen og i materialevalg. Der findes mange gode naturlegepladser i hele Danmark, og de fleste ligger i naturskønne omgivelser. Det er en oplagt aktivitet i efterårsferien, og kan kombineres med en gåtur i området. Det skader aldrig at kunne bruge legepladsen som lokkemad.

Naturlegepladserne i Danmark udfordrer både motoriske og sansemæssige færdigheder samt indbyder til leg og læring. Her skal børnene nok slippe fantasien løs – så husk termokanden med kaffe til de voksne.

Du finder en oversigt over naturlegepladser i Danmark på siden her.

Svampetur: På jagt efter skovens guld

Svampejagt

Efterår er årstid for svampejagt, og udover at være en god anledning til at få frisk luft i skoven, er det også en lærerig beskæftigelse for hele familien. Tag afsted med kurv eller pose, en kniv og en børste, så I nemt kan samle skovens spiselige guld. Husk også en bog til at identificere svampene. Endnu bedre er det at tage på en guidet tur, hvis det er en helt ny beskæftigelse for jer.

Lad børnene studere forskelle og ligheder på de forskellige svampe og forklar, hvorfor det er vigtigt at være helt sikker på, hvad det er, man samler. Helt små børn skal selvfølgelig være med under tæt opsyn.

Skove tæt på vandet giver ofte gode vekstbetingelser for svampe, men i de fleste skove er det muligt at finde spiselige svampe af den ene eller anden slags. I de mest populære skove kan de spiselige svampe dog hurtigt forsvinde, da det efterhånden er blevet en populær aktivitet at samle svampe i skoven.

.  

Pandekager på brænder: Nemt og hyggeligt for store og små

Pandekager på Trangia

Nyd efterårsfarverne i skoven og medbring pandekagedejen til glæde for måske især de mindste. Dejen laver I hjemmefra og fylder den på en drikkedunk med bred åbning – fx en Nalgene. Medbring en brænder med pande. Et stormkøkken som Trangia eller Primus Essential Stove Set er en god, stabil og driftssikker klassiker, men det er også muligt at bruge en letvægtsbrænder med tilhørende pande. Husk brændstof, en paletkniv, smør til stegning og tilbehør som eksempelvis sukker og marmelade.

Det er en nem og hyggelig aktivitet i det fri, som gør det muligt at kombinere frisk luft med noget som de fleste børn helt sikkert vil sætte pris på. Og så kræver pandekagebagning ikke de store kulinariske færdigheder, hvilket betyder, at det er noget alle kan få succes med – også i det fri.

Pluk-selv æbler: Æbleplukning og varm kakao

Pluk-selv æbler

Efterår er lig æblesæson, og selvom det i oktober måned er ved at være sidste udkald, er der stadig en del æblesorter, som med fordel kan plukkes lidt senere på sæsonen. Sorter som Elstar, Ingrid Marie, Gala og Filippa er nogle af dem, som det stadig er muligt at finde ude på de danske æbleplantager. Gør en lille tur ud af det og hav eventuelt en termokande med varm kakao med, så I alle har noget at varme jer på, når æbleplukkeriet er ovre.

Når poser eller tasker er fyldte og termokanden er tom, kan I tage hjem i køkkenet og lave en æblekage – eller endnu bedre – lave bagte æbler på bål serveret med creme fraiche eller flødeskum. Skal der laves en masse æblekompot til fryseren, kan bålgryden komme i brug. For dem der ikke har bålplads i haven, findes der masser af offentlige bålpladser i de danske skove.

Læs også: 5 tips til friluftsture i efteråret

Indholdsoversigt