En vandretur på højfjeldet i efterårsmånederne minder på mange måder om en sommertur, og den grundlæggende pakkeliste til en fjeldtur er da også mere eller mindre den samme om sommeren og efteråret. Til gengæld betyder efterårets lavere temperaturer og til tider barske vejr, at et par essentielle stykker udstyr næsten med garanti bliver sat på hårdere prøve om efteråret end om sommeren. I det følgende guider vi til de ting på din pakkeliste, det kan være nødvendigt at opgradere eller justere på, hvis du skal på fjeldtur på tærsklen til vinteren.

Sovepose, der holder dig varm i frostvejr

Først og fremmest er det vigtigt at have en god, varm sovepose med, hvis du tager på telttur på fjeldet i efteråret. Vejret kan skifte rigtig hurtig, temperaturerne kan dale pludseligt og nætterne kan være bidende kolde. Og når vejret er koldt og barskt, skal soveposen gerne være garant for at du altid kan få varmen og en god nats søvn. Husk også på, at der er stor forskel på at være ude i kulden en enkelt dag og flere dage i træk. Jo længere tid der går uden du kan blive varmet helt igennem inden døre, jo varmere tøj og sovepose har du brug for. En sovepose, du kan sove komfortabelt i ned til 10 graders frost, er ikke “overkill”, selvom temperaturerne måske kun sniger sig ned på et par frostgrader.

Læs mere om komforttemperatur på soveposer

Se vores store udvalg af soveposer

Nattefrost er ikke usædvanligt om efteråret, så det er vigtigt med varmt tøj og en god sovepose. Foto: Jakob Balthazar Munk.

Liggeunderlag med god isoleringsevne

Ud over at være komfortabelt at ligge på, skal liggeunderlaget også passe til temperaturforholdene. Der kan være ganske stor forskel på hvor godt liggeunderlag isolerer, og uden tilstrækkelig beskyttelse mod kulde fra jorden, bliver natten en kold, ubehagelig omgang – selv i en rigeligt varm sovepose. Liggeunderlagets isoleringsevne angives med en såkaldt “R-værdi”. Jo højere R-værdi, jo bedre isolerer underlaget mod kulde. Med en R-værdi på 4 eller højere er du sikker på at underlaget giver god beskyttelse ned til et par frostgrader. Hvis du har et komfortabelt liggeunderlag med en lidt for lav R-værdi, kan du også supplere med et tyndt skumunderlag nederst. Det er også praktisk som siddeunderlag i lejren om eftermiddagen og aftenen.

Læs mere om liggeunderlag og R-værdi

Se vores store udvalg af liggeunderlag

Stabilt og pålideligt telt, der kan lukkes godt til

Sidste komponent i lejren er teltet, og her er også nogle ting, det er godt at være opmærksom på. Først og fremmest skal telt være robust og vindstabilt. Det skal det sådan set også på sommerfjeldture, men der er længere perioder med godt vejr, så der kan man oftere slippe afsted “chance den” lidt. Derudover er det godt at være opmærksom på at mange sommertelte har ventilation nedefra, og yderteltet derfor ikke slutter tæt til jorden, ligesom inderteltet kan have store områder kun med myggenet. Begge dele kan gøre et sommertelt til en kold fornøjelse på efterårstur, fordi du ikke kan “skrue ned” for ventilationen, og det kan være svært at holde fygesne ude. 

Læs mere om ventilation og kondens i telte

Se vores store udvalg af telte

Et stabilt telt, der kan modstå hårdt vejr er et must på fjeldet om efteråret.

Varmt tøj – især når du står stille

Det giver lidt sig selv, at man skal have varmt tøj med, men der er alligevel nogle ting det er godt at være opmærksom på. Når du er i gang i løbet af dagen, er lag-på-lag-systemet ikke ret forskelligt fra det, du bruger om sommeren. Aftenerne og morgenerne ved teltet kan til gengæld blive rigtig kolde, så der skal væsentlig mere til end man lige tror, hvis du f.eks. skal kunne sidde ude om aftenen. Om sommeren kan en kombination af en ekstra varm trøje og skaljakken ofte være tilstrækkeligt, men om efteråret er en varm, let dun- eller fiberjakke er mere eller mindre et must. Fleece- og uldtrøjer er simpelthen ikke varme nok når du sidder stille i længere tid i koldt efterårsvejr, med mindre du tager så mange på, at det bliver urimeligt tungt og klodset.  En varm dun- eller fiberjakke, og evt. også et par dun- eller fiberbukser, giver dig de bedste forudsætninger for at holde varmen uden for soveposen, og det gør turen væsentlig mere komfortabel.

Se vores store udvalg af varme, lette jakker til kvinder

Se vores store udvalg af varme, lette jakker til mænd

Pålidelig skalbeklædning

Det koldere, mere ustadige efterårsvejr betyder også at skaltøjet kommer til at spille en større rolle. I sommerhalvåret er skaljakken og -bukserne stort set kun nødvendige når det virkelig regner, men på efterårstur kommer det også til sin ret som effektiv beskyttelse mod vind og kulde. Det betyder, at du højst sandsynligt kommer til at bruge skaltøjet mere end på en sommertur, samtidig med at det potentielt hårdere vejr stiller større krav til din skalbeklædning. Om sommeren kan en rimeligt simpel regnjakke i en ordentlig kvalitet fint gå an, men jo længere vi kommer ind i efteråret, jo gladere bliver du for en mere slidstærk, pålidelig og komfortabel skaljakke.

Se vores store udvalg af skaljakker til kvinder

Se vores store udvalg af skaljakker til mænd

Vejret kan skifte hurtigt, og dårligt efterårsvejr er typisk dårligere end dårligt sommervejr, så skaltøjet kommer næsten med garanti i brug.

Ekstra mad og snacks

I sidste ende er det dig selv, der skal generere den varme, dit tøj og din sovepose skal holde på, og om efteråret skal der mere kul på fyret end om sommeren! Din krop bruger væsentlig mere energi på at holde sig varm, når temperaturen begynder at nærme sig frysepunktet – og det skal lægges oven i al den energi du i forvejen bruger på en lang dags vandring. Jo koldere det bliver, jo vigtigere er det at sørge for hele tiden at få energi i systemet, både i form af gode, nærende måltider, men i lige så høj grad i form af små snacks som energibarer, nødder og chokolade. Hvis du bruger gasbrænder til at koge vand og lave mad, skal du også være opmærksom på, at mange gasblandinger fungerer væsentligt dårligere i koldt vejr. Sørg også for at din brænder er effektivt skærmet mod vind og varmetab til de kolde omgivelser!

Se vores store udvalg af turmad

Se vores store udvalg af brændere, gas og brændstof

Foto: Jakob Balthazar Munk

Indholdsoversigt