Vandretur med spædbarn på De kanariske øer: La Gomera og La Palma.

Af Lotte Randeris Kristensen

Vi er en lille nybagt familie af friluftsglade mennesker; mor (Lotte), far (Søren) og Birk på 6 måneder i rejsende stund. I efteråret tog vi afsted for at tilbringe den sidste del af vores fælles barsel under mere eksotiske himmelstrøg, i selskab med vandrestøvler og barnebærestol (Osprey Poco Premium, generøst sponsoreret af Friluftsland). Det blev til 6 ugers atlantisk ø-hopping med stop på Kanarieøerne og Cap Verde, som vi beretter om i denne blogføljeton.

Læs også Lottes råd til transport, overnatning og andre praktiske forhold i "Friluftslands guide til vandring på De kanariske øer"

La Gomera: På telttur i urskoven.

Foto: Lotte Randeris Kristensen

Foto: Lotte Randeris Kristensen

Vi skutter os i den fugtige kulde, der sætter sig i tøjet og siver ind igennem huden, så man føler at lagene af uld, fleece og skaltøj ikke helt slår til.

Skyerne vælter op ad bjerget, og lægger sig som en stadigt tykkere suppe omkring os, så man snart ikke kan se teltet små 10 meter væk. Det er svært at genkalde sig den solrige, tørre og T-shirt-krævende varme, vi forlod for foden af bjerget for få timer siden. Når man får et sjældent glimt af de solsvedne klipper gennem huller i skydækket, ved man, at det hele alligevel nok er der endnu; både varmen og menneskerne i T-shirts. Heroppe er vi næsten alene nu, hvor mørket sænker sig over den dryppende, grønne urskov.

Vi er nået til La Gomera, ofte kaldet den mest utæmmede af de Kanariske Øer, og turens første egentlige destination, oven på nogle provianterings- og planlægningsdage på Tenerife.

La Gomera hører til de vestlige øer, og er med sine blot 25 kilometer i diameter øgruppens næstmindste – alligevel rummer den et væld af forskelligtartede landskabstyper og mikroklimaer, som er hjemsted for et helt særligt endemisk plante- og dyreliv. Øen har både sorte sandstrande, ørkenlignende lavasletter og dybe slugter at udforske, men allermest unik er den subtropiske laurisilva-urskov, som dominerer øens centrale bjerglandskab. Krogede laurbærstammer med tykke lag af hængende mos ligger i en næsten evig tåge, som giver landskabet en lidt mystisk og melankolsk atmosfære. Skoven, som er en af de eneste og mest uberørte af sin slags, blev udnævnt til verdenskulturarv af UNESCO i 1986, og ligger i naturparken La Garajonay. Man mener, at de få tilbageværende skove af denne type er de sidste efterladenskaber af store subtropiske regnskove, som engang har dækket hele Middelhavsregionen.

Foto: Lotte Randeris Kristensen

Foto: Lotte Randeris Kristensen

Det er her, øens eneste teltplads, camping La Vista El Cedro, ligger – og det er her, vi bor.

I modsætning til de øvrige Kanariske Øer, byder La Gomera ikke på statsejede, gratis teltpladser rundt om i naturen. Med undtagelse af nogle lidt mere interimistiske og uofficielle flipper-teltlejre på strandene i Valle del Rey, er camping La Vista altså øens eneste mulighed for at telte. Men den udgør også en oplevelse i sig selv.

Allerede ankomsten til stedet kan gøres til et eventyr. I stedet for at følge bilvejen, kan man gå de knap 1 kilometer under bjerget gennem en lav og mørk vandingstunnel, udhugget i bjergmassivet. Når det ikke har regnet for kraftigt, vel at mærke. Et mudderskred forhindrer passagen mens vi er der, men et blik ind i tunnellen afslører, at waders og pandelamper er en rigtig god idé.

Campingen ligger terrasseret på en skråning mellem to bjergtoppe, lige oven for vandløbet El Cedro, en vigtig og konstant flydende kilde til vand på øen. En fold med geder, får, gæs og høns lægger grundniveauet for liv og glade dage på stedet – især da fårene ganske ofte slipper ud og tager en æresrunde blandt teltene. Samtidig serverer campingmutter, en midaldrende kvinde med hotpink hår, frokost for forbipasserende vandreturister, og råber af mændene, som forsøger at indfange de bortløbne dyr.

Foto: Lotte Randeris Kristensen

Foto: Lotte Randeris Kristensen

Imens morgenerne på stedet godt kan være klare i luften, er eftermiddage og aftener stort set altid klædt i en tyk tåge. Fra pladsens udendørs bade (der er ikke andre) kan man se udsigten over dalen forvandle sig til skyer på få minutter. Så står man dér, under en varm bruser midt i en kold sky.

Vi tilbringer fem dage på La Gomera, og forlader kun en enkelt gang det fugtige højland, da vi vandrer en dagstur ned forbi byen Hermigua nær kysten. Udover fantastiske panoramaudsigter byder turen på de nærmeste indkøbsmuligheder – og med 800 højdemeter ned til nærmeste købmand, gør man altså klogt i at huske alt på listen første gang.

Foto: Lotte Randeris Kristensen

Foto: Lotte Randeris Kristensen

Ellers bliver vi oppe i tågerne, går ture i skoven, og suger den særlige stemning til os. Skoven har en magisk atmosfære, som passer til historier om alfer, trolde og alskens eventyrligt kravl. Hundredevis af grønne nuancer og rød lerjord gemt bag et hvidt slør af damp.

Da vi efter fem dage vandrer op til hovedvejen og fanger en taxi ned til kysten igen, er det som at træde ind i en helt anden verden. Varmen, byen, butikkerne og menneskerne står i skærende kontrast til livet i skoven på bjerget. Jeg kaster et sidste blik tilbage, men ser kun skyer.


 

La Palma: På vulkanernes ø

Foto: Lotte Randeris Kristensen

Foto: Lotte Randeris Kristensen

Det næste stop på vores tur er La Palma. Efter halvanden times sejlads fra La Gomera ankommer vi ved aftentide i La Palmas hovedby, Santa Cruz, og kontrasterne til den lille, stille ø vi kommer fra, er klare: Byens trafik, kædebutikker og summende natteliv vidner om, at vi er kommet til en større ø, med en væsentligt større befolkning.

Samtidig er vi kommet længere vestpå. På Kanarieøerne er dét – ligesom på Cap Verde – ensbetydende med yngre vulkansk aktivitet. Øerne er alle opstået som følge af vulkanske hotspots, opstået i takt med at den afrikanske kontinentalplade bevæger sig mod øst. Derfor er de østligste – og ældste – øer typisk eroderet flade og sandede, som Lanzarote og Fuerteventura, imens de vestlige øer er højere og mere klippede. La Palma er den næstvestligste af de Kanariske øer, og så sit seneste udbrud i 1971, da en sort keglevulkan pludselig opstod ved Teneguia på øens sydligste spids.

Øens geografi er overordnet set domineret af store vulkanske begivenheder: Den nordlige del af øen stiger op imod krateret Caldera de Taburiente, som er de eroderede rester af en stor vulkan. Krateret er omkring 10 km i diameter og fredet som nationalpark, som man dog må overnatte i med tilladelse. Den sydlige del af øen stiger op fra begge sider mod to centrale vulkanske bjergrygge, Cumbre Nueva og Cumbre Vieja. Denne region er ligeledes nationalpark med mulighed for at overnatte på udvalgte steder.

Denne del af turen er dedikeret til udeliv, telt og trangia, og vores plan er at sove og vandre i begge nationalparker. Vi har lejet en bil her på øen, da parkerne er svære at nå på anden vis. Fra den sidste parkeringplads har vi omkring halvanden times vandring ind gennem Caldera de Taburiente nationalparken, før vi når opsynsmændendes lille bolig og den tilladte lejrplads. Formen på krateret er i sig selv spektakulær. Man går på kanten af den store rundede bjergskål, og kan hele tiden se floden bugte sig i bunden, på vej ud mod havet. Desværre har området været plaget af skovbrande i en sådan grad, at enhver form for ild er bandlyst. Det er uventet, og besværliggør vores madlavning – ikke mindst til Birk – i sådan en grad, at vi vælger kun at blive en enkelt nat.

Næste dag begiver vi os mod lejrpladsen El Pilar, som ligger i udkanten af nationalparken ved Cumbre Vieja. Her begynder øens måske mest berømmede vandrerute, Ruta de los Volcanes, som følger hele den sydlige kam forbi en parade af vulkaner.

Foto: Lotte Randeris Kristensen

Foto: Lotte Randeris Kristensen

Cumbre Vieja vandt sig i øvrigt berømmelse, da BBC i en udsendelse fra 2000 omtalte den som værende i fare for at styrte i havet med en voldsom 'mega-tsunami' til følge, som skulle lægge caribiske øer under hav, og efterlade USA's østkyst i ruiner. Teorien har siden været genstand for en del kritik, men der er stadig en vis sensationel katastrofepolemik forbundet med stedet.

Foto: Lotte Randeris Kristensen

Foto: Lotte Randeris Kristensen

Landskabet er formidabelt, som kun et lavalandskab kan være det. Kulsort, rødt, mat og porøst, sitrende varmt af solens opvarmning. De størknede spor af den flydende lava. De spredte nåletræer, der ser ud som om de kæmper en evig kamp for at stå fast i det løse, rullende underlag. Landskabet åbner sig, og man står midt på bjergkammen med hav og skyer i begge retninger. I horisonten kan man se Tenerife og vulkanen Teide bryde igennem skyerne. Vindene tager til op ad bjergsiderne, og man skal pludselig anstrenge sig lidt for at står fast. Det er tydeligt, at man skal tage vejrvarslerne alvorligt, og kun bevæge sig ud på denne vandring, når forholdene tillader det.

Halvvejs vender vi om, da lejebilen tilbage ved teltet ikke giver os andre muligheder. Hvis man vil gå hele Ruta de los Volcanes, er det en god ide at overnatte i Los Llanos, tage en taxa op om morgenen, og ende sin vandring i Los Canarios nær den nye vulkan fra 1971.

Mit bud er, at turen er det værd – næste gang gør vi i hvert fald sådan.

La-Palma-edit-1_webVi afslutter vores tid på La Palma med en tur op på bjergkammen omkring Caldera de Taburiente. Øens højeste punkt, Roque de los Muchachos, er hjemsted for et astronomisk observatorium med en lang række teleskoper i underfundige former. Mængden af turistbusser afslører, at bjergkammen ikke er en lille uopdaget perle, men uanset menneskemængden er det smukt at gå på kammen og kigge de 1500 meter ned i det krater, vi tidligere på ugen beboede. Vi går videre langs kammen, og snart er de øvrige turister forsvundet i de skymasser, der vælter op nedefra. Alt forsvinder i skyer, dukker frem igen, og bliver igen opslugt i en konstant vekslen. Vejret heroppe kan virkelig være lunefuldt, og billeder ved observatoriet afslører, at sne ikke er nogen sjældenhed. Om få timer er vi på vej sydpå til et sted, hvor sne for de fleste er noget, man har hørt om, men aldrig rørt.

Foto: Lotte Randeris Kristensen

Foto: Lotte Randeris Kristensen

Afrejsen fra La Palma markerer afslutningen på denne del af turen. Når vi sætter vi kursen sydpå mod Kanarieøernes afrikanske søsterøer, Kap Verde, tager vi samtidig afsked med den helt naturnære boform med telt og kogegrej, da der ikke er oplagt mulighed for den slags. Lidt vemodigt – men vi glæder os til gengæld til at bo i tættere kontakt med lokale, der kan hjælpe os med at få fornemmelsen af et land og en kultur, vi ved afrejsen stadig ved meget lidt om.

Læs også Lottes råd til transport, overnatning og andre praktiske forhold i "Friluftslands guide til vandring på De kanariske øer"

Se også: Pakkeliste kogegrej