Af Lotte Randeris Kristensen
Vi er en lille nybagt familie af friluftsglade mennesker; mor (Lotte), far (Søren) og Birk på 6 måneder i rejsende stund. I efteråret tog vi afsted for at tilbringe den sidste del af vores fælles barsel under mere eksotiske himmelstrøg, i selskab med vandrestøvler og barnebærestol (Osprey Poco Premium, generøst sponsoreret af Friluftsland). Det blev til 6 ugers atlantisk ø-hopping med stop på Kanarieøerne og Kap Verde, som vi beretter om i denne blogføljeton.
Santiago: Det første møde med nye kyster
De første tanker går i retning af Caribien. Det må være den afslappede stemning, der gør det. Fornemmelsen af at være på en lille ø, hvor det enorme blå hav aldrig er langt væk. Palmerne og de eksotiske frugter. Plantagerne af sukkerrør. Men mest af alt er det nok de mange smilende mennesker, der ser ud til at være trådt lige op af en etnisk kreoler-smeltedigel, som leder tankerne derhen.
Vi er landet på Santiago, den største ø i et af Afrikas mindste lande, Kap Verde. Landet er en øgruppe af vulkansk oprindelse, bestående af 10 hovedøer og 8 mindre øer, og ligger omtrent 500 km fra Afrikas vestkyst. Vi er fløjet et par timer sydpå fra vores forrige rejsemål, Kanarieøerne, og selvom Kap Verde deler mange geografiske og landskabsmæssige træk med sine nordlige søsterøer, har vi både nationalstatsligt og kulturelt taget springet fra Europa til Afrika.
Vi finder hurtigt ud af, at den caribiske sammenligning er typisk. Øerne kaldes ofte Afrikas Caribien – eller sågar “the European Caribbean” af mere eurocentriske charterudbydere, med henblik på den relativt korte afstand for europæiske turister – og lighedstrækkene er da også til at få øje på, ikke mindst historisk. Kap Verde har spillet en central rolle i den transatlantiske slavehandel, og var en vigtig mellemstation for slaveskibene på vej mod caribiske og amerikanske kyster. Slavetung bomuldsproduktion og handel med kontinentalafrikanske slaver var blandt øernes helt store indtægtskilder, og blandt nutidens indbyggere findes mange efterkommere af den store slaveimport. I dag rummer øerne et eklektisk miks af etniske oprindelser, som passer sig for et forhenværende geopolitisk og strategisk knudepunkt. Det var portugisere, der i 1400-tallet koloniserede de dengang ubeboede øer, og øgruppen har haft enorm betydning som afsæt for udbredelsen af europæisk indflydelse. Den har ligget som en uvurderlig provianteringsstation på søvejene mod både Indien og det dengang, med europæiske øjne, uudforskede Latinamerika, midt i de store sørejsers tid. Først med nellikerevolutionen i 1975 blev landet selvstændigt, og fri for det portugisiske kolonivælde, men selvom den portugisiske indflydelse mærkes tydeligt, er det kulturelle miks langt mere mangfoldigt: Kap Verde er blevet kaldt verdens første egentlige kreolske nation, i den forstand at forskellige etniciteter frejdigt har blandet sig på kryds og tværs, og her er afrikanske, europæiske og sågar latinamerikansk-indianske gener på spil.
Lokalbefolkningen bliver hurtigt den ting, vi sætter allermest pris på ved Kap Verde. Folk er generelt umådeligt venlige og hjælpsomme, uden at være overstrømmende. Man fornemmer en nysgerrighed, som dog ikke kammer over i den insisterende opmærksomhed, man finder på steder hvor befolkningen er dybt økonomisk afhængig af turismen. Kap Verde er et relativt økonomisk velfungerende land, ikke mindst i kraft en rimeligt stor økonomisk lighed, hvor hverken ekstrem fattigdom eller rigdom er fremherskende.
Her får det at rejse med et lille barn får pludselig en helt ny, fundamental betydning for vores oplevelser. På vores rejse før Kap Verde, er vi generelt blevet mødt med smil og en venlig, men tilbageholdende hensyntagen rettet mod Birk. Her er han en magnet for glad opmærksomhed, og bringer os i kontakt med et væld af forskellige folk. Når vi vandrer igennem bjerglandsbyer, ændrer en afmålt venlig hilsen sig til til glade udråb og hidkaldelse af folk inde fra husene, det øjeblik de får øje på barnet i bærestolen. Børn stimler sammen om ham, og aer ham forsigtigt, og voksne gestikulerer og henrykkes højlydt når de får lokket et smil frem. Børn er øjensynligt enormt værdsatte på Kap Verde, og vi bliver hurtigt bekendt med en helt særlig praksis, som ikke begrænser sig til vores lille, blonde turistbarn, men også praktiseres i forhold til lokale småbørn: Når vi sidder på en restaurant eller café og nyder vores måltid, er der stort set altid en tjener eller gæst, som kommer hen og rækker armene frem mod barnet, for så – når samtykket er givet – at lege, underholde, gå tur ud i køkkenet med, eller fodre papaya til den lille, imens vi får lidt rolig tid for os selv. Det samme oplever vi i kø i supermarkedet, på færgeoverfarten og imens vi venter på bussen, og det sker altid med en enorm omsorg og opmærksomhed på den lille podes behov: Har han nu solcreme nok på? Må han få banan? Måske bør I klippe hans negle.
Det er fantastisk. Han elsker opmærksomheden, vi får fem minutters ro, og kommer i snak med folk, vi ellers næppe ville have haft mere end overfladiske udvekslinger med.
Vi har sat 5 dages tid af til at udforske Santiago, uden på forhånd at have klare planer for tiden. I praksis lader vi os hurtigt smitte af stemningen, og kommer ned i tempo: De første dage er der rigelig underholdning i at gå små ture og betragte folk i færd med deres dagligdags gøremål, gå på markedet og den slags. Kap Verdes hovedstad, Praia, er dog ikke nogen bemærkelsesværdigt interessant by på længere sigt, og efter få dage søger vi videre mod øens nordlige kyst, hvor vi finder sandstrand og nærhed til nationalparken, Serra Malagueta.
Vi baserer os i byen Tarrafal (et bynavn som går forvirrende mange gange igen på øerne), en søvnig fiskerby med en spøjs blanding af lokale, badeferiegæster og langturssejlere med mere eller mindre intakte både og aspirationer om at nå videre over Atlanten. Da vi bemærker den store mængde af stillestående, tilsyneladende forladte halvfærdige byggeprojekter i byens dyre kvarter, skyder vi i første omgang skylden på finanskrisen. Forklaringen, bliver vi siden forklaret, er dog en anden: Husene tilhører udenlands-kap verdeanere, som har forladt øerne i denne eller tidligere generationer, og nu bygger huse med drømmen om engang at vende hjem til øerne for at nyde deres otium. Byggeriets fremskridt begrænser sig til de korte årlige perioder, hvor bosætterne kan holde ferie i landet og holde tilsyn med processen, så byudviklingen i det ellers på papiret ret mondæne kvarter, har lange udsigter. De fleste eksil-Tarrafaleanere har slået sig ned i Marseille, og på samme måde har hver af øerne i et særligt tilhørsforhold til hver sit sted i verden. Omtrent 700.000 kap verdeanere er bosat udenfor Kap Verde, og med en befolkning på bare 450.000, er der altså mere Kap Verde udenfor landets grænser end på øerne selv.
Alle familier har bortflyttede medlemmer, og savnet af de kære samt hjemveen efter fædrelandet er koncepter, som er dybt indlejret i landets kultur, ikke mindst i musiktraditionen. Musikgenren ”morna” regnes for at være øernes nationalmusik, og kendetegnes af en melankolsk, nostalgisk stemning og ord om afsked, savn og hjemkomst sunget på portugisisk kreol.
Netop denne stemning af venlighed og livsglæde iblandet et underliggende element af melankoli og seriøsitet er meget beskrivende for vores første indtryk af Kap Verde. Santiago har givet os oplevelsen af en farverig, venlig og relativt økonomisk velfungerende nation, hvor stemningen er behageligt afslappet. I øens højland, Serra Malagueta, har vi fået en første smag på landets vandremuligheder og naturskønhed, og vi forventer os meget mere af samme skuffe af de næste øer vi skal besøge. Med barnet i bærestolen er vi klar til flere eventyr!
Santo Antão: Tropisk vandring galore
Vores næste mål på rejsen er Kap Verdes vestligste og næststørste ø, Santo Antão. Blandt alle steder på rejsen er det dér, jeg har glædet mig allermest til at komme hen. Øen rejser sig med stejle klippesider op af havet, og er landets bjergrigeste og vildeste. Den rummer både gold ørken og tropegrønne dale, og er kendt blandt vandreturister for sine dramatiske landskaber og for det netværk af stenbelagte stier, som binder øen sammen, og giver rig mulighed for at gå på opdagelse til fods. Turismen; især den trekking- og naturorienterede slags, har så småt fået øjnene op for Santo Antão – men øen forekommer ingenlunde overrendt, og selv på de mest kendte ruter møder vi kun lejlighedsvis andre end lokale.
Vejen dertil går uundgåeligt via havet. Øens eneste lufthavn lukkede i 2007 grundet hyppige kastevinde og en for kort landingsbane til moderne flytypers behov, og en alternativ placering er svær at finde i det stejle landskab. Nu er færgerne til og fra naboøen São Vicente øens navlestreng, som bestemmer pulsen af trafik til og fra havnebyen Porto Novo med de to daglige færgers ankomst og afgang.
Vi sejler ud fra São Vicente tidligt om morgenen, og færgen er stuvende fuld. Under overfarten går personalet rundt på dækket og deler poser ud til de mest kvalmeblege i flokken, og omkring os bliver poserne brugt flittigt. Af et ø-boende folk at være, forekommer mange kap verdeanere at være overraskende lidt søstærke. Santo Antão viser sig i horisonten som en stejl, gold ø. Under indsejlingen ligner øen et ubevokset, udtørret og på mange måder ugæstfrit sted, men vi ved, at skinnet bedrager, og at der om et hjørne skjuler sig de frodigste grønne dale. Særlige klimatiske forhold betyder, at et lille nordøstligt hjørne er begunstiget med rigeligt vand, og ligger som et grønt og overdådigt spisekammer af tropisk bevoksning på en ellers tørkeramt ø.
Selvom man forventer det, er det alligevel overraskende at dreje om en pynt, og pludselig se det tørre og tomme landskab afløst af grønt og farvestrålende huse. Den varmeste anbefaling fra hele vores rejse må være netop dette sted: Vale do Paul.
En frodig og livligt befolket dal mellem stejle bjergskråninger, hvor vandet risler ned gennem åbne vandingskanaler, og giver næring til tropiske frugttræer, kaffe og terrasser af hvidblomstrende sukkerrør. Opdyrkede terrasser ligger naturstridigt på tilsyneladende utilgængelige skråninger og farver bjergvæggene grønne. Der er masser af overnatningsmuligheder i området, og med sine mange vandremuligheder er det værd at blive og strække udforskningen over et par dage. Især vandreturen op til det opdyrkede vulkankrater Cova do Paul, som knejser over dalen, er anbefalelsesværdig, og giver fantastiske blikke udover landskabet.
Stien til Cova er, typisk for stedet, belagt med sten og flankeret af stengærder, der må have krævet en møjsommelig arbejdsindsats. Overalt på øen forcerer disse bugtede, kunstfærdigt udførte fodgængerveje selv de stejleste strækninger, og udgør stadig et centralt netværk af transportveje, som må have taget generationer at udføre.
Den store arbejdsindsats til trods bruges metoden stadig, og kun en enkelt ny kystvej mellem Porto Novo og Ponta do Sol er belagt med asfalt. Det skyldes blandt andet et klart fokus på at minimere brugen af importerede materialer, og en generel indsats for at øerne skal være så selvforsynende, bæredygtige og lidt affaldsproducerende som muligt. Den kap verdeanske regering har den ganske ambitiøse plan, at landet skal være 100 % forsynet med vedvarende energi i 2020, og allerede er store parker af havvindmøller på vej til at opfylde drømmen. At finde frem til en bæredygtig levevis kan måske virke særligt presserende, når man bor på en afgrænset ø, hvor både ressourcer og plads er begrænsede.
Efter vores ophold i Paul-dalen, tager vi videre til byen ved verdens ende. Ponta do Sol er en lille fiskerby, og ligger som øgruppens nordligste yderpunkt på et lille, fladt plateau mellem stejle bjerge og det endeløse atlanterhav. Når man står på den nu nedlagte lufthavns tilvoksede landingsplads og stirrer ud i de frådende bølger, er det en vild tanke, at vandmasserne først brydes igen på atlantens modsatte side, langs caribiske kyster. Byen er startsted for en af øens klassiske vandreruter, som bugter sig langs klippekanterne ved kysten sydvestpå, og ender i fiskerlandsbyen Cruzinha. Midtvejs på ruten ligger en af øens vartegn og yndede postkortmotiver; den pittoresk beliggende og farvestrålende landsby Fontainhas. Det særligste er dog fornemmelsen af at vandre halvvejs hængende ude over det store, vilde atlanterhav, som strækker sig endeløst ud mod horisonterne.
I ørkenen hos Fidel Castro
Fidel Castro lader vente på sig. Vi sidder i receptionen på et lille halvlurvet hotel ved havnen i Porto Novo og venter – han burde have været her for to timer siden. Byen virker forladt. Mellem færgerne er Porto Novo en spøgelsesby med en hovedgade så øde og støvet, at den ville være en klassisk revolverduel værdig. Endelig trækker en hvid varevogn med tungt lastet tagbagagebærer ind foran hotellet. En halvskaldet mand med et træt blik træder ud. ”I am Fidel”, siger han lidt gebrokkent. ”My brother is in hospital. Accident. Sorry”, forklarer han, og vinker os ned til at tage plads i bilen.
Vi er på vej ud for at opleve den anden side af Santo Antao: Den golde ørken. Områderne udenfor den frugtbare nordøstlige del af øen er helt anderledes tørre og sparsomt befolkede, og mest barsk er det vidtstrakte sydlige plateau omkring Norte og øens højeste bjerg, Tope de Coroa. Fidel Castro Neves og hans familie har gennem årtier tilbudt husly og vejvisning til de vandrere, som har valgt at udforske det støvede højland.
Vi stiger ombord i hans lettere ramponerede, tungt lastede minibus, og begiver os mod nord sammen med en blandet gruppe af andre passagerer, der løbende slutter sig til os. Fidels bus kører med passagerer og bestilte dagligvarer to gange ugentligt, og er for mange af Nortes sparsomme beboere en livline til omverdenen. Efterhånden som vi bevæger os nordpå, forsvinder vejen mere og mere, og ender i et hullet, svagt markeret hjulspor. Tope de Coroa rejser sig som en kæmpe sortbrun, porøs stenbunke fra det golde månelandskab. Der bliver længere mellem stoppene: En familie skal have en kasse ris. To gamle damer sættes af i et ensomt beliggende hus. En gruppe vejrbidte mænd på et lille landbrugskooperativ skal have vin og kiks.
Til sidst stopper vi ved et hvidmalet betonhus, som viser sig at være Fidels. Mobildækningen er forsvundet for længst, og her er hverken rindende vand eller strøm, udover når den summende generator tændes en time ved aftentid. Mens den nedgående sol maler himlen i spektakulære farver sidder man med fornemmelsen af at være milevidt fra Pauls frodige overflod.
Som så mange gange før på denne rejse, viser det sig igen at være Birk, som skaber kontakt til menneskerne omkring os. Kvinderne i huset kommer og tager ham, giver ham mad, og laver et bad til ham – uden at vi egentlig bliver blandet særlig meget ind i den sag. Børn er noget, de kender, og de føler ikke, vi har brug for et fælles sprog, for at de kan tage sig af ham. Uden ham ville vi utvivlsomt have haft mindre med husets beboere at gøre.
Vi bruger den næste dag på at udforske ørkenen lidt på egen hånd med vandrekortet til hjælp, men uden en erfaren vandreguide skal man ikke bevæge sig for langt på afveje. Områdets beboere er venlige, men hårdføre mennesker, som lever spartansk, og med hårdt arbejde får presset et overlevelsesgrundlag ud af jorden. Tørre majs, geder og enkelte køer græsser rundt omkring, og de mange forladte og forfaldne huse vidner om, at det ikke altid lykkes. Som turist har man området for sig selv, og vi møder ikke en eneste gang et ikke-lokalt ansigt. Til gengæld møder vi masser af interesse, nysgerrighed og en smule slet skjult hovedrysten over, at vi vælger at vandre de stejle stier tynde for den blotte fornøjelses skyld. Hvem har dog tid og overskud til det?
Efter to nætter i Norte forlader vi højlandet, og vandrer ad en fantastisk udsigtsrig, stejl rute ned til Cha de Morte i en lidt grønnere og mere befolket dal mellem øens to største bjergkæder. Under hele vores nedstigning overhales vi i begge retninger af folk, unge som gamle. Imens de balancerer store bundter af forskellige afgrøder og materialer på hovederne springer de forbi os med et smil og en adræthed, der får os til at virke kluntede og tunge, og det er tydeligt at se, at 900 meter op til nabobyen ad stejle, slangebugtede stier er hverdagskost.
Santo Antao har været et fantastisk bekendtskab, og vi har forelsket os en lille smule i dette sted. Som man så ofte gør på rejser, lover vi hinanden, at vi ikke har været her for sidste gang – men denne gang med en særlig tro på, at det nok skal ske.
Snart går turen hjemad. Dog ikke før et sidste ophold på Tenerife i selskab med en større del af familien, som heldigvis også er vandreglade individer. Bagefter er det slut for denne gang. Men til Kap Verde siger vi ”até logo” – på gensyn.
