Klatrereb har, som så meget andet udstyr, godt af at blive rengjort en gang imellem. Små skarpe stenpartikler fra jord, grus og lignende, vil sætte sig i fibrene i rebet, og kan over lang tid være med til at svække rebet. Derfor kan det være en god idé at få skyllet, og en gang imellem vasket, sit klatrereb. Ligeledes skal reb, der har været udsat for saltvand vaskes og skylles med lunkent vand, for at få alle de skarpe saltpartikler ud af rebet. En lang række kemiske substanser kan dog svække rebet, så inden man vasker sit reb, er det en god idé at sætte sig ind i, hvordan man gør det bedst og mest skånsomt.

Alt du bør vide

Klatrereb kan enten vaskes i hånden eller i maskine. Efter vask skal rebet tørre i to dage. 

Vask i hånden

Er rebet kun let snavset, vil det ofte være nok at vaske det i hånden i lunkent vand. Nylon, som rebene er lavet af, har et relativt højt smeltepunkt (ca. 240 grader celsius), men de fleste producenter anbefaler alligevel, at man vasker sit reb i max. 30 grader varmt vand.

Fyld et rent kar, eller en stor spand, med vand. Læg rebet ned i vandet, rens det forsigtigt, og lad det ligge i blød et par minutter, inden du tager det op. Gentag denne simple procedure et par gange, indtil vandet ikke bliver beskidt længere. Dette burde være nok til at fjerne det værste snavs fra dit reb.

Er rebet mere beskidt, kan man bruge en mild sæbe. Der produceres forskellige former for sæbe, der er specielt velegnet til vask af klatrereb, og det anbefales at bruge en sådan sæbe. Ellers anbefaler de fleste producenter at bruge ”a mild detergent”. Mere specifikke bliver anbefalingerne sjældent, men det er vigtigt, at der ikke er klor, andre blegemidler, eller kemikalier, der kan beskadige rebet, i vaskemidlet. Brug en sæbe, der er lavet til klatrereb, eller nøjes med at vaske rebet i vand, hvis du er i tvivl. Ved håndvask med sæbe, lægges rebet i blød i sæbevandet og renses forsigtigt. Herefter skylles rebet i rent vand et par gange, indtil det ikke længere afgiver sæbe og snavs til vandet.

Klatrereb_web

Vask i maskine

Klatrereb kan også vaskes i en almindelig vaskemaskine. Det anbefales at bruge en vaskepose i eller lignende, for at minimere slid på rebet og forhindre at det filtrer alt for meget sammen i maskinen. Sørg også for at der ikke er gamle sæberester i sæbeskuffen eller maskinen. Det bør for en god ordens skyld også undersøges hvor mange kilo, maskinen er lavet til. Et almindeligt klatrereb på 60-80 m, med en diameter på 9.5-11 mm, vejer let 4-6 kg, hvilket svarer nogenlunde til kapaciteten på mange almindelige vaskemaskiner.

Reb bør vaskes på et skåneprogram, max. 30 grader, og uden centrifugering. Visse producenter fremhæver det som meget vigtigt, at rebet ikke centrifugeres, og det er også anbefalingen herfra. Rebet kan maskinvaskes både med og uden sæbe.

Tørring af reb

Reb skal helst tørres liggende løst og luftigt – væk fra direkte sollys! UV-stråling beskadiger nylonfibre, og der er ingen grund til at svække sit reb ved at lade det ligge og stege unødvendigt i solen. Læg evt. rebet på et håndklæde, der kan hjælpe med at suge fugten ud af det, og skift håndklæde et par gange, eller læg rebet henover et tørrestativ. Det anbefales ikke at hænge rebet til tørring, da det våde reb er ganske tungt, og der ikke er nogen grund til at lade rebet tørre med for meget vægt på enkelte punkter. Det tager typisk omkring 2 dage at lufttørre et reb indendørs, væk fra direkte sollys og ved almindelig stuetemperatur.

Se vores udvalg af klatrereb

Vejledning til vask af reb fra et par af de større producenter


Læs mere om klatring her:

Indholdsoversigt