Vores gode ven Kenneth Jensen er for nylig hjemvendt fra en måneds ekspedition til Nordøstgrønland med en række sårede krigsveteraner, som en del af projektet “Veterans in Motion: Arctic Challenge”. I det følgende kan du læse lidt om den veloverståede ekspedition:
Nordøstgrønland, 28 dage, tæt på 400km, -37°C, 9 sårede soldater, tre kamerafolk og en bunke ressourcepersoner
Af Kenneth Jensen
Efter små to dages transport ankom vi til Station Mestersvig i Nordøstgrønland, som til daglig huser to mand, der overvåger, vedligeholder og vigtigst af alt rydder landingsbanen, så de små to-motorers propelfly kan lande og lette.
Allerede dagen efter var der afgang, og det skulle vise sig at de første par dage ville blive nogle af de hårdeste på hele turen. Først og fremmest var vi en dag bagud, da Forsvaret i sidste øjeblik aflyste transportflyet. Vi måtte derfor chartre vores egne fly, og man kan vist roligt sige at vi er meget heldige med vores sponsorer på projektet – det blev lige en halv million dyrere!
Dette betød altså, at vi var en dag bagud, og denne dag skulle indhentes inden for den første uge. Derudover ankom vi i den koldeste periode i det nordøstlige Grønland. Vejret er meget stabilt i marts og april måned, men til gengæld også meget stabilt koldt – vi målte morgentemperaturer ned til -37°C.
Turen i sin helhed
Vi bevægede os i gennemsnit 15km om dagen og havde to hviledage. Alle som kunne, trak en pulk, hvoraf de tungeste nok lå på en 50-60 kg. Vi bevægede os fra depot til depot, hvor Siriuspatruljen sommeren forinden havde udlagt vores forsyninger, reservedele etc. Den maksimale afstand mellem to depoter var 65 km.
I den grønlandske nationalpark, hvor at Siriuspatruljen håndhæver det danske Rigsfælleskab, skal man altid have en riffel med sig, da der er mange isbjørne. Vi så da også isbjørnespor regelmæssigt og var ligeledes heldige med at se en stor hanisbjørn på en fornuftig afstand. Netop på grund af isbjørnene havde vi også tre slædehunde med, som kunne ligge i hver sit hjørne når vi lå i ”teltplads”. Man sover trods alt lidt bedre, når man har en bjørnealarm med sig, og det skulle faktisk også vise sig, at de tre slædehunde gjorde det sindssygt godt, når der skulle trækkes skadet personel. Jeg har aldrig set et dyr, som bare lever for at trække ”et eller andet”, og som man nærmest ikke kan stoppe, når det først er sat i gang. Der er et eller andet helt specielt med de her slædehunde: De hyler om aftenen som ulve, elsker sælkød og så vil de bare trække og overhale den næste foran. De er virkelig imponerende og fascinerende, de hunde.
Vi bevægede os fortrinsvis på den metertykke is og havde kun nogle få dage over de kuperede landområder, når isen i yderkantsområderne ud til havet blev for tynd. Vi havde mange dage med 20-30 cm sne, som vi skulle gå og trække spor i. Det kunne selvfølgelig have været meget værre, men 30 cm kan også mærkes når det samtidig går lidt op og ned.
De største udfordringer
Akillessenen, uoverskueligheden og kulden. Alt sammen var noget som kom til udtryk inden for den første uge. Vores læge, bandagist og fysioterapeut havde en del at se til under det meste af turen, og mange havde problemer med akillessenen. En overbelastningsskade inden for den første uge er rimelig ærgerligt, når den bedste og eneste medicin er – hvile i to uger!
Efter den første uge må jeg da også selv indrømme, at der sov jeg ekstra godt og tidligt. Det var nogle hårde og lange dage i dyb sne, og det blev tidligt mørkt hen imod aftenen. Her er det en kunst, at kunne tage en dag eller bare en time ad gangen. Man skal ikke tænke for langt frem, hvilket var en udfordring for nogle. Sidst på turen blev det til gengæld nærmest aldrig rigtig mørkt.
Gruppen på 23 deltagere var en blandet skare. Mange rutinerede veteraner, civile ressourcepersoner med kort vinteruddannelse, og det var selvfølgelig blandet hvordan de forskellige individer tilvænnede sig de nye forhold, hvor alt er besværligt og konsekvenserne af ens manglende handlinger kan mærkes på fingerspidser og næsetip i form af frostskader, vabler og følelsesløshed. Der var vel en fem-seks stykker med 2. grads kuldeskader, som alle kom i starten af turen. Dog blev det aldrig helt alvorligt, men kulden bider alligevel på en lidt anden måde heroppe og det går rigtig hurtigt.
Afslutningen
Da vi nærmede os Station Daneborg, hvor Siriuspatruljen har sit hovedkvarter, kom der os et slædehold i møde som fulgte os ind til stationen. Vi tog 21 km den sidste dag, da vejrudsigten forudsagde dårligt vejr til flyet på den planlagte afgangsdato. Så det hele blev fremskyndet med en dag. På vejen ind til stationen kunne vi se, at Sirius havde opsat en målstreg med flag, og jeg skal da lige love for, at aftensmaden med efterfølgende cocktail lavet på isbjergsis gik rent hjem. Bøffen i Reykjavik var nu heller ikke så tosset igen.
