Vinterfjeld: 16 dage fra Abisko til Kautokeino med telt og pulk

Abisko-Kautokeino. Februar 2020

Af Tobias Tybjerg Christensen og Tobias Gamrath, Friluftsland København

Undertegnede har de sidste godt 2 år været meget på tur sammen. Vi havde vores første tur sammen i januar 2018, hvor vi krydsede Hardangervidda, hvorfra der blev skrevet et blogindlæg, som kan læses her. Siden er det blevet til ret præcist 50 nætter i telt sammen, primært med lange vinterture med fjeldski, pulk og telt som vores fokusområde. Vi dyrker begge mange andre former for friluftsliv, men de sidste tre vintre har vi taget tid ud af kalenderen til at tage på en lang vintertur sammen.

Vi har gradvist opbygget vores kompetence og erfaring, samtidig som vi er blevet samkørt bedre og bedre. Vi fungerer desuden rigtig godt sammen på tur. Det, sammen med vores interesse for at udvikle os og prøve lidt vildere ting af, har gjort, at vi relativt hurtigt, har haft lyst til at prøve os af i lidt hårdere omgivelser.

I 2019 eksperimenterede vi for første gang med at gå rigtig langt sammen. Vi gik over to uger i april 250 km gennem det nordlige Sverige og Norge. Det var en rigtig fed tur, og noget vi lærte utrolig meget af, men på en eller anden måde føltes det for os begge lidt for ”let”. Vi havde utrolig gode forhold og havde sat alt for god tid af til turen. Samtidig var der scooterspor i omkring 80 af 250 km, hvilket vi blev meget trætte af. Scooterspor tager meget af udfordringen væk, da der kommer folk kørende i tide og utide, man ikke selv skal trække spor, samtidig som de er markeret, og dermed ikke kræver noget af dig navigationsmæssigt.

Da vi blev enige om igen at tage på tur sammen i 2020, gik mange af tankerne på, hvordan vi kunne optimere på 2019-turen. Vi blev enige om, at vi ville prøve os af i terræn uden scooterspor, helst uden for mange mennesker og hytter, og så ville vi gerne prøve os selv af i hårdere vejr.

Planlægning på stuegulvet.

Det førte til, at vi bestemte os for at lægge turen tidligere på vinteren. Vi valgte at tage af sted i februar fremfor april. Efter at have brugt mange timer på at se på kort og overveje forskellige alternativer, faldt valget af rute på en lang tur gennem Sverige, Norge og Finland. Vi ville gå gennem samernes og renernes rige fra Abisko i Sverige og mod nordøst i 250 km gennem skov og over fjeld og vidde til Kautokeino på Finnmarksvidda i Norge.
Dette var for os et passende skridt op, og noget vi anså for at være en seriøs tur. Det kan blive (meget) koldt og blæsende, det er ret mørkt så tidligt på vinteren, og den rute vi lagde gik i så høj grad som muligt uden om det, der findes af turisthytter, scooterspor og små byer. Det er et af de mest øde områder i Skandinavien, hvilket vi så meget frem til at prøve os på.

Ruten fra Abisko til Kautokeino.

Udstyr, mad og brændstof

Vi har langsomt, men sikkert, opdateret vores rutiner og det udstyr, vi bruger på vinterture. Vi har specielt optimeret på sovesystemer, lejrrutiner og madplan. Sovesystemet er blevet rigtig godt, synes vi selv. Det optimerer meget på den tid, vi bruger på at pakke lejr sammen hver dag, og gør dermed morgen- og aftenrutinerne en del enklere.

Vi bruger Arctic Bedding, hvilket gør, at vi slipper for at pakke liggeunderlag og sovepose sammen hver dag. Desuden giver det mulighed for opbevaring af diverse småting, man gerne vil have tilgængeligt inde i teltet om aftenen, så man slipper for at pakke så meget ud og ind. Desuden bruger vi også liggeunderlagsstole, som gør teltlivet meget mere behageligt, når man skal opholde sig længe i sin sovepose.

Arctic Bedding, pakket direkte oven på pulken.

Dobbeltstænger i teltet

Sidste år begyndte vi at bruge dobbeltstænger til vores telt – et Hilleberg Kaitum 3 GT. Ikke fordi vi som sådan synes det er strengt nødvendigt, men det sparer energi, fordi vi nærmest aldrig graver læmur længere. Det skal virkelig blæse meget, før det er nødvendigt med læmur, når man har to stænger i hver stangkanal i et allerede meget stærkt telt. For at komme med et eksempel, lå vi på et tidspunkt på årets tur i lejr, hvorefter det blæste op til noget, vi mener, var ca. 15-18 sekundmeter, samtidig som vinden drejede, så den kom direkte ind fra siden. Vi mærkede nærmest ikke noget til det inde i teltet, og blev meget overraskede over, hvor meget det blæste, da vi skulle ud for at tisse. Desuden er vi begyndt at tape stængerne sammen og kun tage halvdelen af stangen ud, når vi tager teltet ned. Dette gør, at teltet kan rulles sammen og opbevares i en skipose ovenpå pulken når man går. Dette trick gør opsætning og nedtagning markant lettere og ikke mindst hurtigere – specielt når vejret er dårligt.

Med dobbeltstænger kan man stort set altid undvære en læmur  hvilket sparer tid og kræfter.

I år begyndte vi også at børste inderteltet fri for rim hver morgen. Det gjorde vi for, at der ikke skulle bygge sig et alt for tykt lag rim op. Rimen er kondens, som fryser, og har en irriterende tendens til at falde ned i nakken på én, når man rumsterer rundt inde i teltet. Nedfalden kondens kan også smelte på soveposen og gøre den fugtig. Det gør en kæmpe forskel at få det børstet væk! Det tager fem minutter ekstra om morgenen, men er virkelig lækkert om aftenen, når man sidder i teltet.

Fiberposer uden på dunposerne

Vi har begge to meget varme vintersoveposer, men har på længere ture haft problemer med, at der over tid bygger sig ret meget fugt op i dunene. Dette gør soveposen koldere og klam at sove i. I år havde vi derfor begge to en fibersovepose til at lægge udover dunsoveposen. Dette giver selvfølgelig et varmeboost, samtidig som det gør, at dampen indefra vil bevæge sig ud i fibersoveposen, før den omdannes til fugt og fryser. Fiber er, som bekendt, mindre fugtsensitivt end dun, og derfor vil dunene holde bedre på deres varmeegenskaber. Det er desuden også markant lettere at soltørre en fiberpose end en dunpose, hvilket gør en ret stor forskel på en længere tur, hvor fugtopbygning simpelthen ikke kan undgås fuldstændigt.

Soveposerne tørres i frokostpausen.

Dampspærre i støvlerne

På kroppen har vores udstyr ændret sig noget mindre, og hovedprincipperne har stort set holdt sig som de var sidste gang vi skrev om det. Dog har vi opdaget, at en dunvest er en nice ting at have med, fordi den er let at få af og på, og fungerer rigtig fint som et ekstra lag, når man begynder at gå efter en pause eller, hvis det er koldt og/eller blæsende.
Samtidig har vi også begge to overgivet os og indset dampspærrens genialitet. Vi render altså med andre ord begge to rundt med plasticposer i støvlerne for at undgå frosne støvler om morgenen. Tobias G har været lidt langsom til at komme med på dampspærrebølgen, men blev 100 % overbevist i år.

Madplan

Grundprincipperne i madplanen har holdt sig nogenlunde konstante,- med havregrød til morgenmad, tortillawraps med pølse, ost og smør til frokost, frysetørret mad fra Blå Band til aftensmad og en absurd mængde snacks og kage til at fylde ud med.

I år forventede vi dog at komme til at arbejde rigtig hårdt, så vi regnede ud, at vi skulle have omkring 6000 kalorier indenbords i løbet af en dag. Det er meget vægt, og derfor gik vi i gang med at kvitte os med ting, der ikke var kalorietætte nok. Det betød mere fedt, men færre kulhydrater og mindre protein. Der er 9 kalorier i ét gram fedt, mens der blot er 4 kalorier i et gram kulhydrat eller protein.

Vi begyndte derfor at have mere aftensmad med, flere snacks og begyndte også at spise suppe til frokost. Ikke så meget for kalorierne, men mere for at få noget varmt indenbords, når det er koldt. Groft sagt spiste vi knap 1000 kalorier til morgenmad, som er en havregrynsblanding med masser af smør, godt og vel 1000 kalorier til frokost, ca. 1300 kalorier til aftensmad og knap 1000 kalorier om dagen i fælles snacks, som primært bestod af kage og diverse salte snacks som peanuts, chili nødder eller chips. Derudover havde vi hver især personlige snacks, som gav mellem 1500 og 2000 kalorier dagligt.

Alle kalorier tæller!

Det er rigtig meget mad, og derfor er det også super vigtigt, at man er opmærksom på at spise næsten konstant. Hvis ikke man gør det, kan det være problematisk at spise så store mængder, erfarede vi. Desuden prøvede vi at spise flere kalorier, efterhånden som turen skred frem, da man simpelthen er mere sulten efter 10 dage på tur, end når man lige er begyndt.

Dette er dog et område, vi kan udvikle os meget på og blive meget bedre til at ramme helt rigtigt. Vi gør os kontinuerligt tanker om turmad. Det er jo en hel videnskab, og et alt for stort tema til at gå i detaljen med her. Hvis nogen har interesse i at se, hvad vi helt præcist spiste, er det bare at tage kontakt. Vi har en detaljeret excelfil, der beskriver det ret nøjagtigt, som vi gerne deler med nysgerrige sjæle.

Brændstof

Brændstofmæssigt beregnede vi i år 250 ml rensebenzin pr. person pr. dag. Vi havde nok, men kun lige akkurat, og kommer nok til at tage lidt mere med på en lignende tur i fremtiden. Vi er dog begge enige om, at behovet for brændstof på en tur af denne type er højere end på en almindelig vintertur. Grunden til dette er, at vi spiste virkelig meget, og dermed også måtte drikke rigtig meget. Det koster brændstof at smelte sne om til vand! Desuden er det koldere i det allernordligste Skandinavien end lidt længere sydpå, hvilket gør brændstofforbruget højere. Vi er derfor kommet frem til, at 250 ml pr dag - for os - fungerer rigtig fint til almindelige vinterture af lidt kortere varighed i lidt varmere temperaturer og med lidt mindre behov for væske. Vi tænker umiddelbart at tage 300 ml med pr. person pr. dag på en lignende tur i fremtiden, for at indlægge lidt margin. Det er ikke fedt at løbe tør for brændstof!

Køkkenet.


Turdagbog

Afrejsen i år var sat til 14 februar. Togturen fra København til Abisko tager ca. et døgn og vi begyndte altså vores tur d. 15 februar sent på eftermiddagen. Vi skulle være i Kautokeino d. 1 marts om aftenen for at nå vores fly hjem, og vi havde dermed 15 hele dage til at gennemføre turen på.

Ved ankomsten til Abisko pakkede vi hurtigt vores pulke, og gik i pandelampens skær langt nok uden for byen til at slå lejr. Den følgende morgenen vågnede vi til meget hård vind, et halvt begravet telt og en vejrudsigt, der sagde, at vindstyrken ville falde om eftermiddagen. Vi blev hurtigt enige om at blive i teltet indtil vinden ville aftage. Lidt over middag kunne vi begive os ud på den store sø Törnetrask og for alvor komme i gang med turen. Søens is var skruet, og blæsten havde fjernet al sne. Vi vurderede hurtigt, at det var lettest at gå uden ski over den bare, kuperede is. De følgende dage førte os op ad stigninger, gennem dyb løs sne og tæt birkeskov - en kombination, der er dårligt egnet til pulke.

Tæt birkeskov gør det besværligt at trække pulk.

Vi fik et par pauser fra stigningerne og skoven med nogle gode lange stykker over store søer, hvor vi trods kampen med løs sne kom frem i et godt tempo.
Efter 4 dage på tur kom den første dag med rigtig godt vejr og vi nød det hen over Altevatnet, som mange nok kender som stedet, hvor Alene i Vildmarken deltagerne er blevet sendt hen i et par sæsoner. Solen gav os mulighed for at lufte og tørre vores soveposer, en mulighed vi benyttede os af i frokostpausen. Den efterfølgende dag nød vi en velfortjent hviledag i vores nu tørre soveposer.

Godt vejr over Altevatnet.

Vi havde ikke bevæget os helt så hurtigt, som vi gerne ville gennem skoven, så vi var havnet lidt efter planen. Det blæste ret meget på hviledagen, og vi krydsede fingre for, at al den løse sne ville blive blæst væk til dagen efter, så vores tempo forhåbentlig kunne blive sat lidt op. Efter i flere dage at have gået gennem birkeskov kom vi på dag 6 endeligt ordentligt op på fjeldet og nød synet af Dividalen og de smukke fjelde området byder på.

Føret i fjeldet var også et kæmpe motivationsboost. Den hårde vind havde pakket sneen, præcis som vi havde håbet på, og gjorde det nemmere at trække de nu også noget lettere pulke. De næste dage gik hurtigt i det gode føre og med en let medvind ramte vi hurtigt grænsen til Sverige ved den store sø Rostojávri. Ved grænsen skiftede landskabet hurtigt karakter. Vi forlod det relativt stejle terræn i Norge og begav os ind på vidden. Fjeldene blev lavere for til sidst bare at være runde bakker, og der var meget mindre sne. Til gengæld begyndte der at være mange flere rener, noget som også var ret sjovt at opleve. Samernes primære indtægtskilde deroppe er rendrift, og derfor kunne man opleve store flokke gå rundt ude i det store, åbne, hvide landskab. Manglen på fjelde gjorde navigationen sværere end forventet. Det hvide, flade landskab gav ikke mange pejlemærker, og Gps’en blev brugt flittigt. De dage i Sverige var det også ret koldt med omkring -25 om den ene nat og ca -10 om dagen.

Svært rutevalg gennem Dividalen.

Nedkørslen til den svensk-finske grænse blev endnu et hårdt møde med birkeskov og løs sne. Efter at have krydset turens eneste vej begyndte en ny opstigning gennem skoven til et nyt stykke med fladt fjeld. Det var første gang i Finland for os begge, og selvom det måske ikke tæller helt som at have set landet, var det sjovt at gå igennem. Finnerne var desuden klart bedst til at levere nordlys, hvor vi den ene aften fik lov at se dansende grønne striber hen over den arktiske nattehimmel.

Nordlys i Finland.

Den finsk-norske grænse blev krydset lige efter frokost på turens trettende dag, og var en ret sjov grænse. Der stod simpelthen et hegn som bruges til at holde renerne inde i henholdsvis Norge og Finland, og der var ryddet for træer og buske på begge sider, så det så lidt ud som en miniudgave af hegnet mellem øst og vest fra den Kolde Krig. Hegnet var dog ikke noget problem at krydse. Vi løftede bare vores pulke henover, og så var vi klar til turens sidste strækning på 40 kilometer over Finnmarksvidda.

Den norsk-finske grænse.

De sidste par dage gik let over de hvide vidder, kun med et par navigationsfejl grundet de manglende pejlemærker. Finnmarksvidda står ud som det decideret fladeste fjeldområde vi begge har oplevet. Det var til tider lige så fladt som Danmark! Det var bare helt bart for træer og fuldstændig gennemfrosset.

God med sne på teltet efter en nat med vind.

Som vi nærmede os Kautokeino begyndte evalueringen af turen så småt. Vi var glade over rutens længde og variation i landskabet, og vi var enige om, at vi var lykkedes meget godt med at undgå scooter spor. Totalt set havde vi fulgt scooter spor i omkring 20 ud af 250 km, noget vi synes er godkendt i et område, hvor de er svære at undgå. Den sidste etape ind til Kautokeino gik let, og vi skyndte os ved ankomsten at finde et sted at få en kop kaffe og noget friskbagt. Det var desværre søndag, hvor der ikke sælges alkohol i Norge, så det var ikke muligt at få fat i en kold øl, som vi ellers begge havde ret meget lyst til!

Kautokeino

Kautokeino er en hyggelig lille by, hvor de lokale klager over, at det aldrig er koldt længere, når de kun har haft 30 minusgrader denne vinter. Det første syn, der mødte os på vej gennem byen var to drenge på 7-8 år, som legede udenfor i sneen. Den ene af dem havde en snescooter i børnestørrelse, som han racede rundt på, og den havde altså en del hestekræfter! Vi syntes pludselig det legetøj, vi havde som børn, ikke helt var i samme liga, og blev lidt misundelige.

Der var stor interesse for os blandt de lokale, vi mødte, og mange spurgte ivrigt ind til turen. Det var lidt sjovt at snakke med de lokale om forholdene oppe på Vidda, og høre om, hvilke udfordringer de oplever med tanke på klimaforandringer. I år er der rekordmeget sne på Finnmarksvidda, noget som skyldes en varm vinter, hvor luften kan indeholde mere fugt end ved de sædvanligt meget kolde temperaturer. Det betyder, at renerne har problemer med at grave sig ned til de små buske de spiser af. Der er faktisk tale om en decideret krise deroppe i år, og man er bange for, at en stor andel af renerne kommer til at dø af sult. Man frygter, at denne form for vintre vil blive den nye norm.

Vi rejste frem og tilbage med hhv. tog og fly, så vi har absolut ikke vores på det tørre med hensyn til klimaaftrykket fra denne tur. Alligevel føler vi, det er vigtigt at gøre opmærksom på de problemstillinger, der, allerede nu, er med klimaudfordringer - også i vores del af verden. Desuden håber vi lidt, at dette måske kan inspirere folk til at udforske Skandinavien, når man skal på tur, som trods alt kan nås med et relativt lavt klimaaftryk. Det er der allerede mange, der gør, og vi håber, at endnu flere tager afsted for at udnytte den fantastiske natur, vores nabolande kan tilbyde!

Efter at have drukket kaffe og opdateret os på verdenssituationen efter to uger uden dækning, gik vi ud af byen igen for at finde turens sidste lejrplads, inden vi skulle med bussen til Alta den følgende morgen. Det endte også med at være turens koldeste nat med 32 minusgrader. I Alta stod den på renburger til frokost før turen igen gik sydpå. En passende måde at afslutte en fantastisk tur på.