Dette er soveposen, der er ligeglad med om der står skitouring i Canada, lange vinterfjeldture i telt eller bjergbestigning i Andes på programmet. Puma WS har nemlig prøvet det hele før, og den klarer det med bravour! Wow for en sovepose, altså!
Western Mountaineering Puma Gore WS er en fuldblods vintersovepose til barske forhold. Western Mountaineering er specialister i dunsoveposer, og det kommer virkelig til udtryk i en sovepose som Puma. Soveposen er i fuld "box wall"-konstruktion og faconen er designet så alle dunkamrene bevarer maksimal fylde, uanset hvordan du ligger i posen. Lynlåsen er beskyttet indvendig med en generøst isoleret "draft tube", der sørger for at der ikke opstår en kuldebro, og den tykke krave i halsen sørger for at der ikke forsvinder varme fra kroppen ud gennem hovedåbningen. GORE WINDSTOPPER-ydermaterialet giver ekstra beskyttelse mod fugt og vind, og gør soveposen i stand til at håndtere lange perioder i iskolde egne, uden at der sætter sig ret meget fugt i dunene. Pumaen har efterhånden nogle år på bagen, men den er stadig langt foran de fleste af konkurrenterne, og kommer til at være fast inventar på ekspeditioner til verdens kolde øde egne i rigtig mange år fremover. Det er ganske enkelt et imponerende stykke soveposehåndværk fra de amerikanske dun-eksperter.