Kom tættere på naturen, tættere på det uventede. Mærk suset og føl stilheden. Få tid med hinanden og nyd godt af frirummet. Nå målet og gå efter drømmen. I Friluftsland hylder vi friluftsliv og naturen i alle afskygninger.




 Det med at drage ud i naturen på egen hånd kan noget helt særligt. At være alene på tur giver en fantastisk frihedsfølelse og giver plads til fordybelse i naturen, dine tanker og dit sind. Det stiller samtidig også nogle krav til dig, særligt på den mentale front, men også til din ihærdighed og din kunnen, fordi du – naturligvis – er nødt til at klare alting selv.

Mit navn er Mikkel Mandrup Fogt, jeg arbejder til daglig i Friluftslands marketingafdeling og i 2019 vandrede jeg samtlige 4270 km fra den mexicanske grænse til den canadiske grænse på The Pacific Crest Trail over 5 måneder. De fleste vandrer The Pacific Crest Trail i små grupper på ca. 4-6, hvilket jeg også gjorde langt størstedelen af min tur. Jeg havde dog en sektion på 800 kilometer, hvor jeg vandrede helt alene gennem det nordlige Californiens kæmpeskove og sneklædte bjerge. Hvis du er frisk på at læse med, vil jeg i artiklen dele min erfaring med solovandring, snakke om fordele og ulemper, samt give nogle tips til hvordan du selv kan komme i gang med solovandring.